Jordbærkagen – en ofte misforstået klassiker

Sommer er lig med jordbærkage, og jordbærkage er lig med sommer. Så langt kan de fleste være enige. Men hvad er så opskriften på den perfekte jordbærkage? Jeg giver her mit bud og kommer også omkring alt det, du i min verden ikke må gøre, når du kaster dig ud i at bage den ultimative sommerkage.

Du har sikkert også smagt én af de dér falske jordbærkager. Altså én af dem, hvor bunden består af en sprød mørdej, cremen er fra Dr. Oetker og jordbærene er fra langbortistan. Og kagebageren forsøger måske endda at overbevise dig om, at det slet ikke er nødvendigt med gelé på toppen.

Det er her, jeg føler en pligt til at sætte foden ned og lige ridse sandheden op for alle de forvirrede jordbærkagebagere. Listen and learn.

De fem ultimative jordbærkage-kriterier

  • Rule number one: Bunden i en jordbærkage består af en blød mazarinbund – ikke en mørdejs- eller kransekagebund – og den er lavet på rigtig marcipan.
  • Rule number two: En jordbærkage er smurt med god, mørk chokolade.
  • Rule number three: En jordbærkage er dækket med hjemmelavet vaniljecreme lavet med fløde, æggeblommer og en rigtig vaniljestang.
  • Rule number four: En jordbærkage er naturligvis fyldt med gode, saftige, danske jordbær med masser af smag.
  • Rule number five: En jordbærkage er toppet med jordbærgelé.

Jordbærkage

Min opskrift på jordbærkage
Prøv min opskrift på jordbærkage næste gang du skal have kage med på arbejde, holde fødselsdag e.l. Der vil ikke være et øje tørt. Denne portion passer til et stort, firkantet, ildfast fad med målene 20×30 cm.

Mazarinbund

  • 200 g smør
  • 200 g marcipan
  • 200 g sukker
  • 4-6 æg
  • 50 g mel

Sukker, smør og marcipan røres sammen og æggene tilsættes et af gangen. Rør til sidst melet i og bred dejen ud i et ildfast fad. Bages i ca. 20 minutter ved 175 grader.

Vaniljecreme

  • 2,5 dl piskefløde
  • 2,5 dl mælk
  • 80 g rørsukker
  • 1 vaniljestang
  • 3 æggeblommer
  • 30 g maizena
  • 2 dl. fløde pisket til skum

Hæld fløde og mælk i en gryde med halvdelen af sukkeret, vaniljestangen og marven. Kog blandingen op under omrøring. Pisk imens æggeblommerne luftige sammen med maizena og resten af sukkeret. Når fløden koger, hælder du den forsigtigt ned i æggemassen under piskning. Hæld det hele tilbage i gryden og varm det igennem under piskning. Sigt cremen i en skål, dæk den med film og afkøl i køleskab. Vend den med lidt flødeskum inden brug for at få en mere blød og luftig konsistens.

Pyntning og gelé
Den afkølede bund smøres med et tyndt lag smeltet, mørk chokolade (ca. 150 g). Lad chokoladen størkne og fordel cremen over den chokoladesmurte bund. Skær ca. 500 g, rensede jordbær i halve og læg dem oven på cremen.

Til geléen skal du bruge 300 g jordbærsaft (fx fra frosne bær), som du tilsmager med sukker og skummer for urenheder. Varm saften op til kogepunktet og tag gryden af varmen. Tilsæt 4 udblødede blade husblas et af gangen under omrøring. Afkøl saften i vandbad. Når den begynder at stivne en smule, fordeler du den forsigtigt over kagen med en ske.

23 comments

  1. Torben Jørgensen

    Her på Paul McCartney’s fødselsdag kan man kun sige: “Strawberry Fields Forever” – også selv om det var John Lennon, der skrev den.

  2. Susnne Andersen

    Du har ret et meget langt stykke hen ad vejen. Dog er jeg ikke enig med dig i, at det skal være en mazarinbund. Jeg mener, at denne type jordbærkage bør have en mørdejsbund, men en ikke for hård en af slagsen, altså mere en linsebund.
    Udover det så lyder din opskrift som det, jeg har lyst til at prøve til i eftermiddag.
    Min udfordring består i, at vi kun er 2 personer, så jeg er nødt til at fabrikere kagen som portionsanretninger, der kan pyntes ad hoc. Jordbær er jo ikke det mest holdbare i verden :-). Så jeg tænker, at jeg kan bage bunde og smøre dem med chokolade, have cremen klar i en sprøjtepose og så må jordbærrene komme på efterhånden, som kagerne skal spises. Jeg tænker, at geléen kan opbevares færdig i køleskab og så lunes lidt ad gangen, når det skal bruges.

    • rikkethorborg

      Alle har nok hver deres helt klare definition af denne klassiker, men godt, at du alligevel kunne lade dig inspirere af min opskrift 🙂
      Det lyder som en god slagplan, du har lagt. En jordbærkage er helt klart bedst, når den er frisklavet, og jeg tror sagtens, du kan opbevare creme og gelé i køleskabet og bruge det efterhånden.
      God fornøjelse med projektet!
      /Rikke

  3. Krestine

    Den skal prøves. Mon bunden kan bages og overtrækkes med chokolade dagen i forvejen?

  4. Katrine

    Øv, havde glædet mig så meget til at lave denne kage men min vaniljecreme blev helt flydende selvom jeg brugte alle ingredienserne og selv synes jeg fulgte opskriften som anvist 🙁
    Vil sætte stor pris på tricks eller tips til at give cremen den rigtige konsistens!

    • rikkethorborg

      Hej Katrine
      Øv hvor ærgerligt! Det, der gør, at cremen bliver tyk, er Maizena majsstivelsen. Derfor er det helt afgørende, at man bruger den rigtige mængde Maizena og sørger for, at cremen kommer op at koge. Derudover er det selvfølgelig vigtigt, at man får delt sine æg pænt, så der ikke er hvider med, og at man ikke tilsætter mere væske (mælk/fløde) end angivet i opskriften. Det er desværre mine bedste bud på, hvad der kan være gået galt. Normalt burde kagecreme med Maizena nemlig være den mest sikre metode til at få en creme med god, tyk konsistens.
      /Rikke

  5. Karen

    Mit arbejde synes det er en helt fantastisk jordbærkage, så mange varme anbefalinger herfra!

  6. Vickie

    Hej hej,
    Helt fantastisk opskrift. Min datter og jeg bagte den til hendes 4 års fødselsdag, og det var en kæmpe succes, alle var vilde med den. Vi bagte bunden og lavede cremen dagen før, så skulle den bare pyntes på dagen. Vi brugte en rund bageform, så den blev fin.
    Nu vil jeg bage den igen til mit arbejde.

    Hilsner Vickie

  7. Sandra

    Har du en ide om hvor mange mennesker sådan en portion der er til? 😉 og lyder ellers lækkert! 🙂

  8. Christine

    Lavede kagen i går til Eurovision – og det er uden tvivl VERDENS BEDSTE JORDBÆRKAGE…:-) Mums…

    • rikkethorborg

      Hej Christine
      Fedt, fedt, fedt! Selv fik jeg Lagkagehusets Eurovision-jordbærkage, og den kunne altså heller ikke hamle op med min egen hjemmelavede 🙂
      /Rikke

  9. Helle

    Kan det passe at dejen er ret tynd… Eller skal jeg spæde til med lidt mel… Havde forestillet mig en slags mørdej.
    Jeg laver dobbelt portion

    • Helle

      Ups jeg er kommet til at bruge for meget smør… Dejen er så blød at den glider ned ad siderne på tærteformen inde i ovnen 🙁
      What to do?
      Vh. Helle

      • rikkethorborg

        Hej Helle
        Det er meningen, at dejen skal være helt blød. Det er en mazarinbund – ikke en mørdej. Dejen skal ikke kunne dække siderne af en tærteform ligesom en almindelig tærtedej. Den smøres ud i bunden og skal være blød og luftig.
        Håber projektet lykkes 🙂
        /Rikke

        • Helle

          Tusind tak du har lige reddet min dag 🙂 jeg har forsøgt mig med lidt mere mel og den første bund er lige kommet ud af ovnen 🙂 ser fin ud!!
          Helle

  10. Charlotte

    Nu er opskriften et år gammel, men håber alligevel på svar – skal først bage den i morgen – men undrer mig over det der står omkring tilberedning af cremen….hæld mælk og fløde og halvdelen af sukkeret i en gryde, med halvdelen af sukkeret, vaniljestangen og marven?! Er det en fejl eller hvad betyder marven? Glæder mig til at lave den .)

  11. Mette Overgaard

    Kan man nøjes med at pensles kagen med geléen? Eller skal toppen af kagen “svømme” i gele? På forhånd tak 🙂

Skriv en kommentar

Du kan anvende følgende HTML HTML:
<a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>